Gunnar

Gunnar


Af Sine Kristensen, pårørende til Gunnar Stokbæk

Gunnars acusticusneurinom blev konstateret i 1998 og behandlet med stereotaktisk bestråling samme år på Rigshospitalet.

Gunnar og jeg mødte hinanden i foråret 1999.

Gunnar var ofte træt, som følge af behandlingen, men ellers aktiv, f.eks. kunne han sidde ret op og ned og sove (falde hen) ved bordet under et måltid. Jeg var fuldt bekendt med Gunnars sygdom, vi talte åbent om det, og jeg deltog i de efterfølgende scanningskontroller og høreundersøgelser hvert halve år – senere 1 gang om året.

Sygdommen fyldte ikke i vores hverdag. Vi havde begge fuldtidsarbejde og havde travlt med at lære hinanden at kende. Det gik rigtigt god. Vi glemte næsten sygdommen, undtagen når vi deltog i årsmødet i patientforeningen, hvor vi blev mindet om, at Gunnar havde været rigtig heldig, men også standhaftig i forhold til at ville have bestråling frem for operation. Jeg følte, det var det rigtige valg.

Sommeren 2001 blev vi gift, og på vejen hjem fra vores bryllupsrejse til Sverige, var Gunnar til kontrolscanning på Rigshospitalet. Her deltog jeg ikke, da Gunnars søn var med os, og det var jo også bare en rutine – efterhånden.

I august startede jeg i nyt arbejde, og det viste sig at være voldsomt og tiltagende stressende. Derfor var det meget foruroligende, da der først i oktober kom svar fra scanningen, der viste, at knuden nu var vokset. Vi blev indkaldt til samtale på Rigshospitalet, hvilket i mine tanker nok ikke var så slemt, da jeg troede, at Gunnar kunne blive bestrålet igen.

Det var imidlertid en samtale om operation, og nu gik alvoren op for os.

Gunnar skulle opereres. Der var ikke nogen brugbare alternativer. Det var noget af et lynnedslag, især fordi vi troede, at alt var vel, og Gunnar havde ikke symptomer på forandringer. Dog symptomer: tinnitus, balanceproblemer, træthed og manglende hørelse, men de havde jo været der fra starten.

Tiden fra oktober 2001 til januar 2002 blev præget af sorg, ængstelighed og uro, men også nærhed og sammenhold. Vi holdt bryllupsfest uden Gunnars far, som var syg og han døde lige før jul, og ogs¨uden min mor, som også var syg. Gunnar mistede en god ven samme dag, som hans far døde. Det var hårdt. Vi besluttede at tage vores tilsammen 4 børn med kærester med på skiferie i julen, og det blev en dejlig tur, hvor tingene kom lidt på afstand.

En af de gode ting var, at Gunnars mor og jeg besluttede, at vi ville have et godt billede af Gunnar, før han skulle opereres, og det fik vi. Han er så lige så flot i dag; men jeg er nu glad for billedet alligevel.

Midt i en snestorm i januar 2002 drog vi til København. Nu var tiden kommet til operationen.

1. dag var der mange undersøgelser mm., og vi indkvarterede os på patienthotellet, hvor jeg var de følgende døgn – for at være tæt på. Jeg fulgte med i alle samtaler og undersøgelser og oplevede, at Gunnar var god til at stille de nødvendige spørgsmål. Jeg følte, at vi blev mødt af eksperter og gode mennesker, som ville os det bedste.

2. dag kl. 8 hilste jeg noget beklemt farvel og på gensyn med Gunnar ved døren til operationsstuen – med en aftale om, at han bestemte, hvornår han ville se nogen efter operationen.

Jeg følte ikke, jeg kunne holde ud at sidde på hospitalet og vente under operationen, så jeg aftalte med sygeplejersken, at de skulle ringe til mig, når Gunnar kom på opvågningen, og så mødtes jeg med min datter og min bror på en café i nærheden. Der kom til at gå flere timer end forventet, og ængsteligt ringede jeg til sidst til ”Riget”. Jeg fik den besked, at det var

vel overstået, de havde – BARE – glemt at kontakte mig. Jeg fór tilbage til ”Riget”, op til opvågningen og stod lidt afventende ved indgangen til stuen. En sygeplejerske opfordrede mig til bare at gå ind, men jeg måtte bede hende spørge Gunnar, om det var OK, før jeg kom ind. Til stor forundring for hende, men vigtigt i forhold til den aftale vi havde.

Alt var gået fint, men det var hårdt at være i venteposition under operationen. Jeg var noget tyndslidt psykisk og skulle passe på med misforståelser i aftaler med andre undervejs.

Gunnar kom sig helt efter planen. Han var en mønster-patient, og efter 5 døgn i København, tog jeg hjem og hvilede ud, hvilket jeg trængte voldsomt til.

Efter 10 dage var Gunnar hjemme igen, noget vingeskudt, men ved godt mod. Jeg var stadig sygemeldt, held i uheld, så det var stille dage, hvor vi bare nød, at det var gået så godt.

Vi kom os lige så stille, sammen, og i løbet af foråret begyndte vi begge at arbejde igen.

Vi har helt klart haft fokus på at leve livet.

Et par af glæderne undervejs har været, at der var et fleksjob til Gunnar, da det viste sig at være nødvendigt, at vi har haft et fællesprojekt i at flytte på landet og skabe vores eget sted, og at tiden har arbejdet for os i bekymringer om, hvad denne sygdom kunne finde på at bringe os i fremtiden.

Og så til sidst en solstråle:

Gunnar indførte ”Vejrudsigten” – en måde at samtale omkring et bord, hvor der er ca. 10-12 mennesker sammen. Lad én tale ad gangen, om det som er vigtigt for vedkommende lige nu.

Det har vist sig at være givende for alle. I stedet for at få meget lidt fra meget få med hjem, fik vi alle lige pludselig mere fra alle med.

Dette er, hvad jeg husker her 12 år efter, og hvad jeg nok ville have fortalt til årsmødet, hvis ikke jeg var blevet så berørt af Eva Jørgensens foredrag og det at stå over for så mange mennesker og føle stor forståelse og omsorg strømme til mig.

Tak for det.

Translate »