Pia

Pia


Af Tine Liechti, pårørende til Pia Liechti

Mit navn er Tine Liechti. Jeg er i dag 30 år, er selv mor og kun 7 år yngre end min egen mor, da hun fik sin diagnose.

Men dengang min mor blev syg, var jeg 12, og det, jeg vil fortælle i dag, vil derfor være ud fra, hvad jeg tænkte og følte dengang.

Lidt om min mor:

Min mor hedder Pia Liechti, og hun er nu 55 år.

Hendes sygdom blev opdaget i foråret 95, men hun blev først opereret i oktober 95, efter at hendes operation blev udskudt hele 3 gange.

Hendes AN sad i venstre side. Hun blev behandlet på Rigshospitalet.

I tiden op til så vi flere små tegn, men vidste på det tidspunkt ikke, hvad de skyldes, og vi drillede hende derfor lidt med det.

»» Hun sov meget og var meget træt.

»» Hørte forkert (fortæl historierne filmen gorillaer i disen blev til gry er i avisen og sangen pigen og trompeten blev til peanuts på pikken)

»» Derudover begyndte hun at få flere og flere balanceproblemer og skulle til sidst have hjælp på bl.a. trapper og ujævne fliser.

Tanker til tiden op til var der ikke mange af, men min mor lærte os de praktiske ting i hjemmet såsom at vaske og tørre tøj, så vi kunne hjælpe min far mest muligt.

De fælles opgaver i hjemmet såsom at tørre støv af, støvsuge osv. deltes vi om, og vi havde hver især til opgave at smøre vores egen madpakke. Acusticusneurinom medlemsnyt | nr. 1 . 2014 | side 33

Min mor har altid været en stærk kvinde, som ikke ville bekymre os, og på det tidspunkt havde lægerne allerede fortalt hende, at operationen ikke var noget særligt.

Lørdagen inden hendes operation tog hele familien ud og spiste på Fregatten.

Mine forældre vidste ikke, om det ville være vores sidste middag samlet som en familie; men de vidste, at der ville gå lang tid, før vi alle sammen ville kunne gøre det igen.

Desværre blev hun ikke opereret den følgende mandag, og hendes operation blev udskudt 3 gange!

1. var det, fordi sygeplejerskerne strejkede.

2. var det, fordi 2 intensiv-afdelinger skulle lægges sammen.

3. var det, fordi narkoselægerne strejkede.

4. gang blev lykkens gang – efter lægerne slog i bordet og sagde, at nu var det nok!

Jeg og mine søskende blev først påvirket efter operationen, hvor hun kastede meget op og var meget syg.

Pga. min unge alder (12 år) blev jeg ikke medinddraget i sygdommen og behandlingsforløbet, men jeg kan huske tiden på hospitalet, de lange gange, lyden af alarmerne på stuerne og synet af ens mere og mere syge mor.

Hvis jeg skal fortælle om min mors sygdomsforløb, er der en person, man hele tiden støder på – min far!

Han var og er ikke mindre end fantastisk!

Han arbejdede som skraldemand om natten, så han tog på arbejde, imens vi sov, kom hjem og fik os op om morgenen, tog tilbage på arbejdet, kørte ind til mor og kyssede hende og sad og gav hende vindruer som han med sin lommekniv fjernede skrald og kerner på, kørte hjem og sørgede for vi fik aftensmad, læste lektier og kørte os bagefter ind så vi kunne sige Hej.

Sådan var hver eneste dag i hendes tid på hospitalet, som varede ca. 5 uger, men som føltes som en evighed.

Jeg tør slet ikke forestille mig, hvor hårdt det har været for ham at stå med 3 børn og en syg kone.

Men han klarede det og ikke en eneste gang viste han mig eller mine søskende, hvor bange og træt han må have været!

Han var vores allesammens klippe i stormen, og jeg tror aldrig jeg har fået takket ham for, at han fik os igennem kampen.

Tak farmand

Jeg kan huske dagen, hvor hun pludselig kom hjem!

Jeg stod og snakkede i telefon i køkkenet, da jeg pludselig så hende ud igennem ruden.

Jeg blev så overrasket, at jeg vist bare lagde på, og hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke engang huske, hvem jeg snakkede med!

Som en lille skygge af sig selv kom hun gående i snevejr med min fars blå Kansas-jakke over sig.

Den var så tung, at hun knap nok kunne bære den.

Efter at have fået alverdens sygdomme på hospitalet, havde lægerne sagt til far, at hvis hun skulle overleve, skulle han tage hende hjem.

Næste morgen holdt vi alle sammen vejret, og ingen turde se til hende i frygt for, hvad vi ville finde.

Havde hun klaret natten?!

Men pludselig lød en lille røst: Åh, her ligger jeg på dødens rand, og så bliver der ikke engang serveret kaffe på sengen?!

Hun skulle nok klare sig efter hun kom hjem fra hospitalet var

»» hun meget afkræftet

»» der stod stole flere steder i gangen derhjemme, så hun havde steder at sætte sig eller støtte sig til.

»» og en af de ting, som jeg har haft det sværest med, var, når folk stirrede.

Derfor blev nye venner, kærester og gæster altid advaret på forhånd, så de ikke blev overrasket, når de mødte hende første gang.

Min støtte har udelukket bestået i mine 2 søskende og min far, og vi er heldigvis en familie, som dengang og stadig kan snakke om alt.

Al info efter operationen fik vi udelukkende af mine forældre, og vi har på intet tidspunkt været inddraget i hverken operationen eller efterbehandlingen bl.a. på grund af vores alder. Så vores forældre ville ikke bekymre os.

I løbet af tiden har hun fået lavet flere plastik-operationer:

»» taget nerver fra ben til ansigtet

»» taget muskel fra flanken til ansigtet

»» taget sener fra lår til mund

»» korrigeret munden

»» hævet øjet.

Hun har bivirkninger i form af, at hun er døv på det venstre øre, hun har mistet en del af sin koncentrationsevne, dårligere balance og epilepsi i form af Black-outs, når hun ikke tager sin medicin.

Mine tanker dengang kørte i ring:

»» Overlever mor?

»» Hvordan ender det for mor, far og os?

»» Kommer hun nogensinde hjem til os igen?

Men til trods for, hvad fortiden har budt hende, er der ingen tvivl om, at hun altid var der og stadig er her for mig, mine søskende, min far, for sine børnebørn, sine venner og sin familie.

På grund af hendes AN har min mors liv været fuld af modgang og forandringer!

Men hun har overvundet sin sygdom, passet sine 3 børn og sit ægteskab for bagefter at komme tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid.

Hun er ikke mindre end en inspiration for mig, mine søskende og folk, hun kender og møder på sin vej.

Og jeg er stolt over, at hun er min mor!

Translate »