Høretab


De fleste patienter med acusticusneurinom (AN) har høretab. Problemerne spænder fra den lette hørenedsættelse og skelnetab til total døvhed på det ene øre, som fx når man er blevet opereret med det translabyrintære indgreb. Da de fleste AN patienter er over 50 år, vil der desuden være mange, der også har en aldersbetinget hørenedsættelse på det “raske” øre.

 

Da de fleste AN patienter får en ensidig hørenedsættelse, er det relevant at bruge Cros/BiCros høreapparater. Cros apparater fungerer på den måde, at der sættes en mikrofon på det ”dårlige” øre, som så sender til et apparat på det ”gode” øre. Har man også hørenedsættelse på det ”gode” øre bruges BiCros, hvor modtageapparatet på det ”gode” øre samtidigt fungerer som et almindeligt høreapparat

 

I forbindelse med høretabet kan der opstå en generende overfølsomhed over for visse lyde på det raske øre. Det er specielt lyde i den høje ende af toneskalaen. En artiklen om lydoverfølsomhed kan findes på www.hoerelse.info ved at skrive lydoverfølsomhed i søgefeltet i øverste højre hjørne.

Høreproblemerne kan mindskes ved brug af høreapparat og høretekniske hjælpemidler.

Det er vigtigt at sætte sig ind i de muligheder, der er for at finde det rigtige apparat, som vil passe til ens behov. Man henvender sig til sin læge eller til kommunikationscenteret i kommunen for at få hjælp til høreapparater. På det lokale kommunikationscenter kan man også få hjælp til at afprøve og søge om penge til de ekstra hjælpemidler ud over høreapparater, som man måske får brug for.

For at få vejledning i, hvordan man agerer i forhold til at få hjælp, kan det anbefales at gå ind på Høreforeningens hjemmeside. Her er der en oversigt: “Find vej i systemet”. Det er en oversigt, man kan bruge, fra man har fået konstateret en hørenedsættelse, til man har fået et høreapparat og hjælp til at bruge det. Som udgangspunkt er det høretab, man har som AN patient, et kompliceret høretab, som skal behandles på en offentlig høreklinik.

Der er følgende underpunkter:

  • Hvorfor mumler de allesammen?
  • Besøget hos ørelægen.
  • Offentlig/privat høreklinik.
  • Justering af høreapparat.
  • Kommunikationscentre.
  • Få hjælp hos en specialkonsulent.

I Høreforeningens “Viden om” sektion står der information om hørelse, høreapparater og andet inden for området hørelse.

Se også hos Sundhedsstyrelsen ”Høreapparat til voksne”

Der er ligeledes mulighed for hjælp til indretning af arbejdspladsen, f.eks. i form af specialtelefon, teleslynge mv. Hvis du har brug for det, kan du henvende dig til kommunens jobcenter.

Har man brug for jobafklaring i forhold til sit høreproblem, kan man komme på kurser specielt beregnede for hørehæmmede fx på  Castberggård

Vær opmærksom på, at det tærer på ens ressourcer, når man fx kun kan høre med det ene øre. Det kan især påvirke dem, der fortsat har et job, der skal passes. Nogle bliver derfor hurtigere trætte og får vanskeligt ved at klare jobbet i samme omfang som tidligere. Der er derfor vigtigt, at man får afklaret behovet for hjælpemidler, f.eks. i form af FM-systemer, der måske kan være med til at forebygge problemerne.

 

Kommunikation med hørehæmmede Udleveret af Hørekonsulent i Aalborg, Anita R. Nielsen

 


For foreningens medlemmer (kræver medlemslogin)

  • Hvis man vil have større forståelse for høretab og afhjælpning af høretab, kan det anbefales at læse foreningens folder “Høretab – Rehabilitering af høretab hos patienter med acusticusneurinom” Læs den her