Forsikringsmæssige forhold


Når vi ser på forsikringsforholdene, er der 2 områder, som kan komme i spil. Den forsikring som er tegnet og dækker kritisk sygdom/sygdom, og den forsikring som er tegnet og dækker tab af arbejdsevne.

Kritisk Sygdom/Sygdom
Som oftest er det ens arbejdsgiver, der har tegnet en forsikring, der dækker kritisk sygdom/sygdom. Der er dog også enkelte, der selv har tegnet en forsikring mod kritisk sygdom/sygdom. Der kan også være tale om, at der i de dækninger, som er dækket i ens pensionsordning, er en dækning, der hedder kritisk sygdom/sygdom. Så tjek med din arbejdsgiver og/eller din pensionsordning om der er en forsikring, der dækker kritisk sygdom/ sygdom.

Er der en forsikring, der dækker, kan du dog ikke være sikker på at den dækker diagnosen AN, og at du dermed får udbetalt et beløb. Dette selvom AN kan være en livstruende sygdom, og lægerne anbefaler, at man får fjernet knuden.

Når man skal finde ud af, om man er dækket, er man nødt til at se i forsikringens police, idet det er her, man kan se om forsikringen dækker diagnosen AN. Det er nemlig ikke alle forsikringsselskaber, der dækker AN. Nogle forsikringsselskaber dækker på nuværende tidspunkt slet ikke f.eks. FG (Forenede gruppeliv), andre dækker, hvis du bliver opereret, og der efterfølgende konstateres en men grad større end x%. Denne % kan også være forskellig fra selskab til selskab.

Forholdene ændrer sig hele tid fra selskab til selskab, så det er nødvendigt at undersøge, hvad policen dækker på tidspunktet for diagnosen. En god idé er at anlægge en skade og på den måde finde ud af om selskabet dækker og samtidig selv gå policen efter og vurdere om der skulle være dækning.

Er man rendt sur i at finde ud af, om man er dækket eller ikke, er man velkommen til at rette henvendelse til foreningens medlem, der tager sig af forsikringsforhold. Vedkommende finder du bagest i foreningens medlemsblad under kontaktpersoner.

Har man en uoverensstemmelse med sit forsikringsselskab og ønsker juridisk assistance/juridisk afklaring, har foreningen et samarbejde med advokatfirmaet Kroer/Fink., som man er velkommen til at tage kontakt til.

Ved henvendelse til advokatfirmaet, vil der være tale om en indledende telefonrådgivning.

I det omfang, man efterfølgende måtte ønske bistand ud over den indledende telefonrådgivning, vil dette kun ske efter en klar og forudgående prisaftale.

Tab af arbejdsevne
De af os, der får diagnosen acusticusneurinom, er heldigvis ikke så hårdt ramte, at vi taber arbejdsevnen. Dog har vi enkelte medlemmer, som er så slemt påvirkede efter operation, at de ikke er i stand til at varetage deres daglige job. I de situationer vil der være mulighed for, at en tegnet forsikring mod tab af arbejdsevne vil kunne komme ind og dække her. Så har man en sådan forsikring husk da at kontakte dit forsikringsselskab. Mange er også dækket gennem pensionsordningen, særligt hvis det er en pensionsordning gennem ens arbejdsgiver.

Ikke et acusticusneurinom men et meningiom
Skulle det efterfølgende vise sig at acusticusneurinomet bliver diagnostiseret som et meningiom, hvilket godt kan forekomme, skal man være opmærksom på at visse forsikringer vil være dækningsgivende. Igen undersøg hvad din police dækker.