Årsag til lidelsen


I dag kan der ikke gives nogen forklaring på, hvad der forårsager acusticusneurinom (AN), og man kan derfor ikke arbejde på at forebygge lidelsen.

Der er forsket meget i forskellige teorier og årsager til lidelsen, der generelt er lige hyppig hos kvinder og mænd, Den gennemsnitlige alder hos nydiagnosticerede patienter med AN er lidt under 60 år.

Hos et lille antal patienter kan der udvikles dobbeltsidige godartede tumorer på hørenerverne. I disse tilfælde er der som hovedregel tale om, at patienterne lider af en anden sygdom nemlig Central Neurofibromatose (NF2). Det er der tale om en arvelig defekt på kromosom nr. 22. Det defekte gen, der er tale om, kaldes NF2. Lidelsen er karakteriseret ved, at man kan være tilbøjelig til at udvikle godartede tumorer i det centrale nervesystem og i kraniet. Godartede fibromer (bindevævsknuder) kan også udvikle sig langs rygraden.